Inspiration

Ansel Adams sagde engang, at man ikke tager et billede, man laver det. For at kunne lave noget, må man have en nogenlunde klar idé om, hvad det er, man gerne vil ende op med. Sagt på en anden måde, hvis resultatet skal blive godt, skal der ligge en bevidst tankeproces bag.

Jeg finder inspiration ved at se på andres billeder, på nettet, i bøger og på udstillinger. Det kan være yderst lærerigt at se, hvordan andre håndterer kameravinkler, lyssætning og efterbehandling. Og en lille smule frustrerende, når det går op for en, at en fotograf som Annie Leibovitz medbringer 20-30 assistenter til en opgave.

Der findes mange gode bøger om fotografering. Jeg kan anbefale “Photography” af Barbara London m.fl. “50 Photo Projects” af Lee Frost er også udmærket, hvis man ellers kan abstrahere fra at de fleste billeder er taget med analoge kameraer.

Endelig vil jeg gerne takke fotograf Christian Grønne for hans fantastiske kursus i portrætfotografering – lyssætning og personlig stil, det var nok der, det hele startede, en gang i efteråret 2011. Også tak til Jesper Koefoed for nogle fantastiske workshops.